Information til forældre


Det er vigtigt for kommunen, at give dig og dit barn den bedst mulige støtte i forhold til dit barns dagligdag og trivsel. Formålet med Skolesundhed.dk er at give din kommune denne vigtige viden – herunder viden om helbred, sundhedsvaner og sociale relationer samt oplevelse af skolens undervisningsmiljø og undervisningen.


Spørgeskemabesvarelserne udgør samlede sundhedsprofiler på de enkelte skoler og i den enkelte kommune. Besvarelserne kan samtidig danne grundlag for sundhedsplejens sundhedssamtaler med elever i grundskolen. Resultaterne fra Skolesundhed.dk vil bl.a. kunne anvendes således:


  • sundhedsplejen og børn- og ungelæger vil kunne tilbyde indsatser til jeres barn efter aftale med jer/jeres barn
  • klasselæreren kan få viden om klassens trivsel, læring og sundhed - viden, som dels kan bruges aktivt i undervisningen, dels være udgangspunkt for gruppesamtaler med klassens børn og forældregruppen
  • skolens ledelse, lærere og pædagoger kan bruge resultaterne i forhold til læring, undervisningsmiljø, sundhed og trivsel på skolen

Skolesundhed.dk indeholder spørgeskemaer for:

  • elever i indskolingen
  • elever på mellemtrinnet
  • elever i udskolingen
  • unge op til 25 år
  • forældre til elever i indskolingen.

Anonymitet og behandling af oplysninger

Anonymitet og behandling af oplysninger er forskelligt afhængigt af om besvarelsen skal anvendes i forbindelse med sundhedsplejens samtaler med elever i grundskolen eller ej.

Det er op til kommunen, på hvilke årgange de ønsker at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse. Forud for spørgeskemaundersøgelsen vil forældrene blive informeret. Deltagelse i undersøgelsen er frivillig, og forældrene kan derfor give besked til skolen, hvis de ikke ønsker, at deres barn skal deltage. Er der spørgsmål, elev eller forælder ikke ønsker at svare på, er det i orden at springe det over.

Forud for skemaudfyldelsen vil forældre og elever blive informeret om, hvorvidt undersøgelsen er anonym eller med angivelse af CPR-nummer. Det er op til kommunen, hvordan undersøgelsen udføres.

Ifølge Sundhedsloven skal jeres barn tilbydes en række helbredsundersøgelser ved sundhedsplejerske og/eller børn- og ungelæge i løbet skolealderen. I forbindelse med disse undersøgelser kan sundhedsplejersken eller børn- og ungelægen forberede sig ud fra elevens besvarelse. Individoplysninger om jeres barn kan kun ses af sundhedsplejersker og børn- og ungelæger.

Sundhedsplejersker og børn- og ungelæger har tavshedspligt. Klasselærere, forældre, skolens medarbejder og kommunens medarbejdere generelt har ikke adgang til oplysninger fra spørgeskemaet på individniveau.

Når resultaterne fra Skolesundhed.dk i øvrigt præsenteres grafisk i forbindelse med en skole- eller kommunerapport, på et forældremøde, temamøde eller lignende, vil elevernes og forældrenes besvarelser altid være anonyme. Det vil kun være muligt at se resultater for en enkelt klasse, en årgang eller hele skolen.


Generelt om personfølsomme oplysninger
Behandlingen af oplysninger foretages i overensstemmelse med Persondataloven.
Alle oplysninger overføres via en sikker forbindelse og behandles fortroligt af de enkelte kommuner.

I overensstemmelse med Persondataloven vil anvendelse af informationer til forskning kræve en særlig ansøgning om tilladelse fra Sundhedsstyrelsen eller Videnskabsetisk Komite samt anmeldelse til Datatilsynet.

Derudover skal Skolesundhed.dk’s forskningsudvalg samt de deltagende kommuner godkende anvendelse af data til forskning.

Forskerne vil få adgang til data via et teknisk system, hvor CPR-numrene er krypteret, og enkeltpersoner ikke kan identificeres.

Spørgeskemaernes indhold
Spørgeskemaerne indeholder en lang række temaer. Nogle kan kommunen vælge til eller fra. Andre er obligatoriske:

X: Obligatoriske temaer, (X): Temaer kommunen kan til- eller fravælge

Information til forældre